• Facebook Social Icon

Højby Skovvej 40

5260 Odense S

kostmodkraeft@gmail.com

Telefon: 3024 7879

Opprioritering af ernæring i onkologien kan redde liv

February 26, 2019

 

For et par måneder siden modtog jeg vores spændende fagblad "Fokus på Kræft og sygepleje"
Jeg faldt især over artiklen "Opprioritering af ernæring i onkologien kan redde liv" - og den resulterede i nedenstående bidrag, som jeg på opfordring bringer her.

 

Kære Ghita Parry

Jeg har netop læst din vigtige og meget relevante artikel omkring opprioritering af ernæringen i onkologien, som kan redde liv. Der er ikke noget som er mere rigtigt.

Jeg har sådan lyst til at give mit besyv med. Du må ikke opfatte det som en kritik, men mere som et perspektiv.

Jeg er onkologisk sygeplejerske gennem mange år. Har indtil for en måned siden arbejdet på afdeling R på OUH (Odense Universitetshospital). Jeg har desuden en sundhedsfaglig kandidatuddannelse fra Syddansk Universitet og sidst men slet ikke mindst en toårig ernæringsterapeutisk uddannelse.

Du skriver, at ansvaret for patienternes ernæring i større grad bør overlades til det sundhedsfaglige personale.

Jeg tænker, at denne gruppe omfatter både læger og sygeplejersker?

Min erfaring er, at vores læger (mine tidligere kollegaer) var/er yderst kompetente i at varetage patienternes medicinske behandling, men deres viden på ernæringsområdet er stort set ikke eksisterende. Ligeledes er deres interesse herfor, hvilket selvfølgelig har at gøre med, at lægestudiet indeholder et minimum af ernæringsfysiologi.

Jeg havde verdens dygtigste sygeplejerske kollegaer til at yde al slags omsorg med alt hvad det indebærer - til vores patienter, men vi er ikke tilstrækkeligt uddannet til at varetage komplekse ernæringsproblematikker. 

Du nævner også, at de kliniske diætister har den faglige viden til at kunne hjælpe vores patienter med de problemstillinger, som de altid i en eller anden grad har - under den medicinske behandling. Problemstillinger fra deres fordøjelsessystem i form af manglende appetit, kvalme, svamp og tygge/synke problemer mm.

De kliniske diætister er helt sikkert dygtige til deres arbejde, men jeg forholder mig alligevel kritisk overfor enkelte af deres metoder. Det er min erfaring, at de ofte er fokuseret på patienternes vægttab og udfra dette laver beregning på, hvor mange kalorier (i min tidligere afdeling var/er kalorier = ernæringsdrikke) patienterne så skal indtage, for at opnå tilstrækkelig ernæringstilstand eller stabil vægt. Dette uden at tage højde for patienternes øvrige tilstand. Her tænker jeg fx på patienternes mavesyreindhold, afføringsmønster, blodsukkerniveau, inflammation/infektion mm - alt sammen vigtige oplysninger som har betydning for hvilke ernæringsråd der passer til den enkelte.

Det er min erfaring, at der overvejende bliver anbefalet forskellige ernærings- og energidrikke og lign eventuelt suppleret med små berigede desserter, kager eller små poser chips, som er det sortiment vi har i vores lille køkken på afdelingen. Langt overvejende mejeribaserede alternativer.

I kraft af min ernæringsterapeutiske uddannelse har jeg fået stort kendskab til vores fordøjelse, hvordan den virker og vigtigheden i at den fungerer optimalt. Der publiceres hele tiden nye studier omhandlende vores tarmflora/mikrobiota og hvor stor en betydning den har for vores sundhed generelt. Bla den internationalt anerkendte danske professor og forskningsleder Oluf Borbye Pedersen står bag meget spændende forskning på området.

Et ernæringsterapeutisk redskab er at fjerne eller i hvert fald kraftigt reducere indtaget af mejeri - ved fordøjelsesproblemer. Et stort indtag af mejeri kan virke obstiperende, ligeledes er det ikke sjældent, at den medicinske kræftbehandling resulterer i midlertidig laktoseintolerans, som Kræftens Bekæmpelse også anfører på deres hjemmeside. De syrnede produkter kan dog have en fordel pga deres indhold af probiotika. Ligeledes kan gammeldags kærnet smør anbefales pga dets indhold af butyrat. 

Så er der hele diskussionen omkring kræft og mejeri, hvor forskningen peger i forskellige retninger, dog anbefaler Kræftens Bekæmpelse ikke store mængder mejeri til vores prostatakræftpatienter. Mon ikke denne anbefaling kommer til at omhandle alle de hormonfølsomme kræfttyper - engang i fremtiden. Det tror jeg.

Disse forhold medtænker de kliniske diætister ikke, ikke mig bekendt i hvert fald.

 

Det er heller ikke min erfaring, at vores kliniske diætister tager højde for, hvorvidt vores patienter har inflammation i kroppen eller ej. Dette på trods af, at inflammation i flere år har været udpeget som den helt store synder, når det kommer til livsstilssygdomme som diabetes, gigt og åreforkalkning - men også kræft. 

Og da både sygdommen (kræftcellerne) og den medicinske behandling heraf skaber inflammation, vil de fleste af vores patienter gå rundt med inflammation i kroppen. Igen kan jeg trække på min ernæringsuddannelse og konstatere, at der er en masse ting, som man kan gøre, for at modvirke inflammation i kroppen. Det bedste man kan gøre er, at føre en decideret antiinflammatorisk livsstil, som bla. indebærer sunde kostvaner, prioriteret søvn, regelmæssig motion og fokus på stresshåndtering. Denne holistiske tilgang til mennesket, hvor også livsstilen medtænkes, hører til blandt forskellene mellem ernæringsterapeuterne og diætisterne.

 

Mere konkret til ernæringsdelen, så handler de sunde kostvaner - en antiinflammatorisk kost, ikke kun om de fødevarer, som er gavnlige for den enkelte, men i lige så høj grad om dem, som man med fordel kan undgå eller reducere. En god ide er det, at få massevis af grøntsager, bær, gurkemeje, ingefær, omega-3 fra fx fede fisk/fiskeolie eller knuste hørfrø/hørfrøolie ind i sin hverdagskost. Også andre gode fedtstoffer fra fx olivenolie, avokado, mandler og nødder er vigtige. Anbefalelsesværdigt er det at reducere indtaget af kød fra firbenede, mælkeprodukter, sukker, dårlige fedtstoffer fx margarine, solsikkeolie og majsolie, da disse fødevarer fremmer inflammation. En sådan kost vil nedsætte inflammationsniveauet generelt i kroppen og reducere/fjerne andre inflammatoriske lidelser.

Jeg er bevidst om, at disse principper og kostråd ikke er relevante for alle vores patienter, men jeg drømmer om, at vi i fremtiden kunne arbejde lidt mere individuelt og nuanceret. Måske følge lidt med tiden og tænke lidt “ud af boxen”. Måske hæve os op, og se ned på den kultur, som har hersket i så mange år. En kultur med masser af kød og mejeri.

Jeg glæder mig til den dag, hvor det bedste råd til vores kræftpatienter ikke længere er ernærings- eller proteindrikke i rigelige mængder.

Jeg glæder mig til den dag, hvor vores madvogn bugner af sunde og lødige muligheder til vores patienter. Når morgenmaden ikke står på rundstykker uden fibre, frugtyoghurt fyldt med sukker og/eller mejeri i stride strømme.

Når frokosten ikke består af frikadeller, rullepølse og oksespidsbryst, og til aftensmaden består af andet end sovs og kartofler - og til vores mellemmåltider ikke blot udgøres af skærekager i forskellige afskygninger.

Tænk hvis vi kunne få lov til at vejlede vores patienter, og endnu bedre, hvis vi kunne få lov at tilberede lækre smoothies til vores indlagte patienter. Smoothies fyldt med bær, bananer, avokado, chia- og/eller hampefrø og plantemælk eller syrnede mejeriprodukter - beriget med gode olier. Det ville være fantastisk.

Hvis vi fx kunne byde på æg og forskellige bagte grøntsager til morgenmad - med lækkert fuldkornsbrød. Og lækre (kål)salater, fyldige supper lavede på bonebroth (langtidskogt suppe fyldt med tarmhelende næringsstoffer) og lign. til frokost og sunde retter til aftensmad med mulighed for en “grønnere” tallerken - uden man ribber madvognen helt fra grøntsager, hvis man blot forsøger at leve op til sundhedsstyrelsens anbefalinger. 

Jeg kunne blive ved, men det var egentligt blot tænkt som et lille skriv med inspiration til et andet perspektiv.

Du må i hvert fald ikke være i tvivl om, at jeg brænder lige så meget for en sufficient ernæring til vores kræftpatienter, som du.

Med venlig hilsen sygeplejerske Lene Andreassen

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Blog

Blogindlæg

Sundt ferieslik til kagegruppen

July 18, 2019

1/10
Please reload

Arkiv
Please reload